Han sidder for bordenden, tavs og mægtig, ganske klar over
at holde i den lange ende af de bånd, der skiller hans lille familie, hægtet på
hver enkelt med rustne kroge af bitterhed og skam.
Jeg er datteren, som koger af sorg, men ikke længere kan
græde. Han har ydmyget mig, hver dag siden jeg lærte at tale … med sine ord, sin magt, sin urokkelighed, sin blinde godhed
og evindelige ret, som bandt mine fødder sammen til blødende knogler og mit
liv, så ingen glæde slap igennem.
Jeg er sønnen, som skærer tænder, så min bevidsthed
skurer og larmer, og jeg hverken kan høre, hvad jeg selv tænker, eller se min
hånd for mig eller finde vej nogen steder hen. Det, som byder sig til i mig,
viser jeg bort, selvom jeg hænger ved det som vand, og mine læber er sprukne
og min tunge er som sand.
Jeg er moderen, og jeg prøver at, der var en gang hvor,
det taler vi ikke om, nu spiser vi, jeg vil ikke, han er, han ved, hvad han gør,
de, åh, de lå ved mit bryst, men nu, mit skød er stadig ømt af de sår, de
gav mig, og alt er tabt.
Jeg er faderen, og jeg ved, at det, jeg gør, er det
rigtige. Jeg holder sammen, holder styr, der må være en grænse. Her bander vi
ikke. Jeg rækker efter kartoflerne og spiser trodsigt, mens kræften æder i
mine tarme og samler had på ældgammelt had, så der er nok til alle. Skulle
man kunne fjante sig gennem livet?
Jeg er sønnen, som mærker sine celler smittes af den
sygdom, luften i stuen er tung af, så ingen virkelig ånder. Mit mørke svulmer
som tunge skyer, og et kort øjeblik slår noget igennem det, som en hånd, der
pludselig kommer ud af intet og griber en druknende under mudret vand, og hiver
mig opad. Det suser for mine ører, som jeg mærker, jeg rejser mig, og hører
stolen vælte bag mig og ser min far rette sit livløse blik mod mig med
formaninger mimende på sine læber, og hans blik holder mig fast, men jeg
holder ikke fast ved det, for jeg er i drømme, og det hele ender snart med, at
jeg vågner, og larmen ender, og alt er atter sorg og skam.
Jeg er datteren, og jeg ser min bror rejse sig, og min far
taler skarpt og ætsende, men han hører det ikke. Stolen vælter bag ham, og
han står og ser på far, og jeg er bange og knuger mine hænder under bordet,
men bag mig i det åbne vindue synger en fugl vist.
Jeg er moderen, og jeg ser ingenting, nu brænder sovsen på,
jeg må hellere, skal vi ikke.
Jeg er faderen, og nu er det snart nok. Jeg handler endnu
ikke, men mine hænder ved, hvad der må gøres. Og min vrede slukker mit sidste
håb om i dag ikke at lade solen gå ned over mit rystende og altfortærende had
til disse fejlslagne, forkerte, beskidte og umulige, som jeg er sat til at
herske over. Og netop som jeg har besluttet mig for denne gang at slå,
til han knækker, og løfter blikket fra mine korte tanker …
Jeg er sønnen, og min hånd summer af handling. Jeg møder
hans øjne, som stadig ikke helt har forstået, og han har sovs på hagen.
Mor nynner, mens hun tørrer op, og vi andre hjælpes ad
med at rydde af bordet.
Jeg er datteren. Jeg fanger min mors arm på vej forbi mig
og ser på hende. Hun ser væk, men jeg klemmer hende og skubber, til hun ser op
og smiler som en sindssyg med det hvide ud af øjnene. Men jeg må vide, at hun
ved, hvad hun må gøre. Ja, siger hun, det skal du ikke tage dig af, det ordner
jeg i morgen.
Jeg er moderen, og jeg laver kaffe.
Jeg er sønnen.
Jeg er datteren, og jeg pakker vores ting og henter min
bror. Min mor sidder med stegegaflen i den ene ånd og drikker kaffe med den
anden. Hun smiler til os. Min bror tørrer sig under næsen med sit ærme, og
jeg lukker døren efter os.
Kvarteret er stille, men naboens hus brænder. Det er vinter.