Undergang

Høødgh. Det var, som om hendes krop desperat prøvede at støde noget fra sig, men det blev ikke til andet end lidt gult skum, der lagde sig oven på vandet i kummen sammen med den smule spyt, hun stadig kunne presse ud af sine slimhinder for at rense munden. Til gengæld lagde kvalmen sig. Sådan da.

Tandbørsten hjalp også, og et glas koldt vand. Hun fangede sit spejlbillede og blev stående et øjeblik. Hvor svært det var at forbinde dette ydre, nydeligt samlet af hud og ordnet efter gængse normer, med den svimle uvirkelighed, der fyldte hende, hvor intet blev, og alting sejlede. Men det plejede at gå over.

Værre end alt dette og angsten, som fulgte, var dog begæret. En dyb tøjlesløs liderlighed, som ulmede neden under sygdommen. Malplaceret, uforståelig, flov. Varmen og væden og den ulidelige kamp på vej til arbejdet og et stykke op ad formiddagen for ikke at lade sig mærke med det. Skammen over måske at være gennemskuelig.

Hun forstod ikke sig selv længere. Siden den nat. Følelsen af fremmedhed, afstand, længsel – en irrationel hjemve. Og, indimellem begæret og sygdommen, de pludselige bølger af vildt raseri, et had så indædt, at hun blev bange for at miste sig til det. Lige som begæret sygeligt ukritisk med sine objekter.

Disse timer kunne stadig bæres igennem med beslutsomhed og viljestyrke – selvopretholdelsesdriftens primordiale trods. Men det blev sværere, ankertovet til realitetens verden stadig spinklere og kræfterne færre.

Det kom som et mørke, tæt af smerte og knusende vægt, der vældede ind i hende fra ryggen, ligeså uimodståeligt som trangen til at trække vejret, når man har hovedet under vand.

Når hendes knoer spændtes hvide, og uroen begyndte at spille i mellemgulvet, vidste hun, hvad hun havde at gøre. Hun måtte med al den beherskelse, hun kunne bide tænderne sammen om, lade alt ligge og bare komme hjem.

Så sank hun og blev en spæd hvæsen i brændingen, et nødråb i bruset af de kræfter, der skyllede gennem hende, og hun måtte kæmpe indædt for at holde sig selv stangen, så hun ikke voksede ud gennem lejlighedens loft og gjorde en skade på bygningen. Her er jeg, sagde hun til sig selv i spejlet, øm af gråd og anstrengelse, det er snart overstået. Men det var det ikke. Snart ville hun synke i bølgerne og endelig være borte.

Den nat havde hun været i byen med sine veninder. De havde drukket meget, og hun havde leet, så hun måtte hjem og skifte trusser. Himlen var sort og stjerneløs. På vej tilbage var hendes humør langsomt veget for en smilende alvor, hun havde savnet dybt, længere end hun turde indrømme.

Natten føltes tæt omkring hende, tyk og sød. Hun kunne umuligt vende tilbage. Hun var varm, gav efter og lod sig flyde med.

Hun slentrede gennem byen, mens himlen drejede blindt over hende. Kraften i hende blev ved at stige, og hun blev for en stund klar i hovedet: Hun var blevet fanget af sit eget tidevand og var alt for langt ude. Frygten var kold, som en dør, der springer op for en vinterstorm og forstyrrer de elskende. Men hun gik ikke hjem.

Foran hende lå en af byens store kirkegårde. Inden for lågen knitrede gruset, og hun begyndte at gå i græsset mellem gravene og skræve hen over de lave hække. Mørket blev tættere og tættere, jo længere hun kom væk fra gaden, og til sidst måtte hun føle sig frem. Hendes mave var hård, og øjnene spilede sig op imod mørket.

Først havde hun troet, det var lyden af en fjern knallert. Men den var for dyb og ensartet. Den blev ved at tage til, og efter nogen tid optog den hendes opmærksomhed helt. Hun satte sig ned bag en stor sten og knugede om sine knæ.

Lyden tog til og blev ved at stige, og døden lå kold omkring hende. Hun havde bøjet sig forover og skjult hovedet under sine hænder, mens hun kæmpede med at dæmpe en krampagtig hulken. Hun ønskede at besvime, men var hvidglødende af bevidsthed.

Noget flakkede i øjenkrogen, og mellem armen og græsset så hun i den blankpolerede gravstens overflade genskæret af et kæmpemæssigt, hvepselignende insekt, gyldent lysende fra striberne på kroppen og hovedet. Den stod stille i luften over hende, som vibrerede af suset fra dens vingeslag. Så slog den ned.

Dens fod lange brod borede sig dybt ind i hende gennem ryggen og udtømte sin brændende gift. Så trak den sig ud, men kun for igen at slå ned, ind i siden under armen. Hun gurglede halvkvalt og væltede om på den anden side og om på ryggen. Den stod et øjeblik atter stille over hende, så slog den atter ned og jog sin blanke brod gennem hendes maveskind ved helt op i brystkassen. Så landede den ved siden af hende og foldede sine vinger ind under hinanden, og der blev helt stille.

Hun var død, men hun levede. Kunne ikke røre sig, men hørte og følte og så. Hvepsen stod hos hende og betragtede hende indolent med sine sorte perleøjne. Rensede sig, ben, vinger og mund-bakker. Så fløj den op og var væk i mørket.

Da hun vågnede i sin seng næste morgen, ville hun intet huske. Dagene gik, og hun gik på arbejde og passede sine ting.

Imens spredte sygdommen sig i hende, lod giften smitte celle til celle. Og som kraften tog til og efterhånden også krævede sin ret i dagtimerne, og ikke længere blot i de bundløse mareridt, voksede det frem i hende som en frugt, hvis dag uvægerlig kommer: Bevidstheden om, at hun var svanger med en vældig undergang.