Svaler

 

Glædens hunde logrer mig om benene. Med tungen ud af mundvigen og savl om snuden. Bjæffer overstadigt, vil op og kan næsten ikke styre sig.

Jeg løber om kap med dem og ler ad deres vildskab. De danser om mig, bjæffer, springer, hyler. Jeg lader dem løbe, kalder dem så tilbage. De sænker hovedet og piber. Kryber under mig med halen mellem benene. Lægger sig om mine fødder og klager med våde øjne.

Med den ene hånd om et vant går jeg ned med skibet. I det grønne vand kommer min mor mig i møde. Hun rækker mig en stor håndfuld piller: Synk, min dreng. I tangskoven hænger svulne lig, som ville have været op. Under dem alt det, de havde samlet, men nu for sent har sluppet. Stængelknuden om ankelen slører let af løse alger.

Hundredtusind fædre ligger og rådner med bugen i vejret. Stinker i et tykt lag tang i en lummerkrog med pålandsvind. På bugten er alle sejl døde, der går ekko af råb mellem klinterne.

Foran mig ligger ørkenen – jeg er én vej vist. Jeg ånder kun gennem næsen for at spare på væsken. Trækker vejret roligt og går fra solnedgang til solopgang. Om dagen binder jeg op om mig og løber i krig. Blandt rasende horder med skum om munden. De primitive våben er sorte af størknet blod. I sandet er alting uvirkeligt. Flimrende, uvirkeligt. Solen står stille over Gibeon, blænder og brænder. Det er en Herrens dag, og tusind byer sender sort røg ind i himlen.

Mine hunde er svaler og går højt oppe som vinkelhuggende prikker. Svaler er troløse på høje sommerdage som denne. Man risikerer at forsvinde helt, hvis man står for længe og kigger efter dem.

Men også lavtryk og fugle, der jager langs jorden i lange, lydløse strøg. Og en hånd på hver gren på hvert træ, der holder mig om skuldrene. Orm og snegle over vejen og en blind muldvarp oppe efter nyt.  

Jeg ser ned ad mig og undres?