Plænen
emmer i heden under en rasende middagssol. Over det grønne tæppe ligger spredt
en mængde gulligbrune, dryppende øer af flæsk, ombundet med små stykker
stof, som varedeklarationer på stege, iført solbriller. Det er uvist,
om de findes i virkeligheden.
I
vandkanten leger nogle bittesmå mennesker med deres afføring og det våde
sand, graver huller og sparker i urinlunt søvand. Én sidder på hug og hiver i
sin tissemand under en bredskygget, hvid bøllehat.
Hver
af de store, gullige klumper er spændt fast til jorden neden under med stramme
barduner, der skærer ind i det bløde. Noget af dette tovværk løber på tværs
og binder klumper sammen med klumper eller holder om halsen på et af de små
mennesker med en stram løkke, så det ikke løber ud og drukner sig. Andre rækker
ud af pladsen, til huse og biler og skure med gammelt nag, som ingen ved om
findes.
Bag
plænen, på en platform af træ foran omklædningsrummene med pissoir, kold
bruser og kiosk, tumler mellemskabninger med løsere tøjler. Opstemte af dyb
uvidenhed og mangel på sans for refleksion og spekuleren, skønt af og til nær
kvælning af pludselige ryk i det næsten glemte tovværk. De er stadig hjælpeløse,
men er ved at lære det.
Kåde
pillerier, dryp af kildrende sædflåd, hemmeligt sitrende, hårde brystvorter
og usynlige, små muskeltrækninger i underlivet er deres lod. Men de er ved at
blive voksne, øver sig i at drikke alkohol og stille deres lyst på hinanden,
uden at komme til skade og uden alt for meget ståhej.
Når
klokken ringer, skifter holdene, og mellemvæsnerne flytter ned på plænen,
hvor usikkerheden er mindre, men hvor det ikke kilder så meget. De store dør,
rådner og flyder efterhånden tilbage i vandet. De bittesmå bliver store nok
til indhegningen med legepladsen, og de lidt større rykker ind på platformen
ved kiosken, hvor det kilder, men også gør ondt.
Sådan
drejer livets maskine, og hvem elsker ikke is og chips, og hvem vil ikke være
glad?
Rundt
om hele pladsen er et mægtigt hegn, der summer af højspænding. Undertiden
lyder et knitrende smæld og en
knasende syden; et af kæmpeinsekterne er kommet trådene for nær og falder
rygende til jorden. Man har vænnet sig til lyden og stanken, og det er kun de
små, der vågner med mareridt og vil ligge hos mor. Men de må jo lære at bide
angsten i sig lige som alle andre.
Hvis
man vidste, hvilke rigdomme dér flyder! Der går rygter om det vidt og bredt.
Maden falder lige ned fra himlen, og alt, de behøver, er at åbne munden; som
kreaturer på sommergræs, hvis dage er ét stort måltid.
Som
Guds billede er de og ejer magten til at skabe. De behøver bare pege, så
danser blanke ting frem af buskadset og kommer lige hen til dem for at få navn
og pris. Potter og pander, flasker og tæpper, redskaber, cremer
og olier, som gør skorpen blød og medgørlig, skum, sukker og dufte, der
steriliserer, søder og dækker. Gudebørn er de, og de keder sig bravt
og skælder ud til højre og venstre. Men det er også et stort ansvar, de
hviler på.
Om natten forsvinder det hele. Nogle siger, at det gør det
ikke, og at pladsen da er et drabelig farligt sted at færdes, men det passer
ikke. Om morgenen er de der igen, som om intet var hændt – og det var det også.
Når det er weekend, mener nogle, at verden vil gå under.
Det er en dum, gammel historie om, at hele rampen skal løsne sig og skride i søen
– rutsch, plump og borte! Men der er gode teologer, der har vist, at det er
udelukket, eftersom det ikke sømmer sig for Skaberens væsensgodhed.
Man har så alligevel foretaget nogle boringer for at være på den sikre
side. Grunden er hård som jern, og verden flytter sig ikke. – Alligevel er
det naturligvis tryggere, hvis man sørger for sikre sig med nogle ordentlige
livsforsikringer; og så er det jo samtidig skægt at tænke på, hvad man alt
sammen kunne, hvis man havde alle de rare penge …