Sur realisme

 

Plænen emmer i heden under en rasende middagssol. Over det grønne tæppe ligger spredt en mængde gulligbrune, dryppende øer af flæsk, ombundet med små stykker stof, som varedeklarationer på stege, iført solbriller. Det er uvist, om de findes i virkeligheden.

I vandkanten leger nogle bittesmå mennesker med deres afføring og det våde sand, graver huller og sparker i urinlunt søvand. Én sidder på hug og hiver i sin tissemand under en bredskygget, hvid bøllehat.

Hver af de store, gullige klumper er spændt fast til jorden neden under med stramme barduner, der skærer ind i det bløde. Noget af dette tovværk løber på tværs og binder klumper sammen med klumper eller holder om halsen på et af de små mennesker med en stram løkke, så det ikke løber ud og drukner sig. Andre rækker ud af pladsen, til huse og biler og skure med gammelt nag, som ingen ved om findes.

Bag plænen, på en platform af træ foran omklædningsrummene med pissoir, kold bruser og kiosk, tumler mellemskabninger med løsere tøjler. Opstemte af dyb uvidenhed og mangel på sans for refleksion og spekuleren, skønt af og til nær kvælning af pludselige ryk i det næsten glemte tovværk. De er stadig hjælpeløse, men er ved at lære det.

Kåde pillerier, dryp af kildrende sædflåd, hemmeligt sitrende, hårde brystvorter og usynlige, små muskeltrækninger i underlivet er deres lod. Men de er ved at blive voksne, øver sig i at drikke alkohol og stille deres lyst på hinanden, uden at komme til skade og uden alt for meget ståhej.

Når klokken ringer, skifter holdene, og mellemvæsnerne flytter ned på plænen, hvor usikkerheden er mindre, men hvor det ikke kilder så meget. De store dør, rådner og flyder efterhånden tilbage i vandet. De bittesmå bliver store nok til indhegningen med legepladsen, og de lidt større rykker ind på platformen ved kiosken, hvor det kilder, men også gør ondt.

Sådan drejer livets maskine, og hvem elsker ikke is og chips, og hvem vil ikke være glad?

Rundt om hele pladsen er et mægtigt hegn, der summer af højspænding. Undertiden lyder et knitrende smæld og en knasende syden; et af kæmpeinsekterne er kommet trådene for nær og falder rygende til jorden. Man har vænnet sig til lyden og stanken, og det er kun de små, der vågner med mareridt og vil ligge hos mor. Men de må jo lære at bide angsten i sig lige som alle andre.

Hvis man vidste, hvilke rigdomme dér flyder! Der går rygter om det vidt og bredt. Maden falder lige ned fra himlen, og alt, de behøver, er at åbne munden; som kreaturer på sommergræs, hvis dage er ét stort måltid.

Som Guds billede er de og ejer magten til at skabe. De behøver bare pege, så danser blanke ting frem af buskadset og kommer lige hen til dem for at få navn og pris. Potter og pander, flasker og tæpper, redskaber, cremer og olier, som gør skorpen blød og medgørlig, skum, sukker og dufte, der steriliserer, søder og dækker. Gudebørn er de, og de keder sig bravt og skælder ud til højre og venstre. Men det er også et stort ansvar, de hviler på.

Om natten forsvinder det hele. Nogle siger, at det gør det ikke, og at pladsen da er et drabelig farligt sted at færdes, men det passer ikke. Om morgenen er de der igen, som om intet var hændt – og det var det også.

Når det er weekend, mener nogle, at verden vil gå under. Det er en dum, gammel historie om, at hele rampen skal løsne sig og skride i søen – rutsch, plump og borte! Men der er gode teologer, der har vist, at det er udelukket, eftersom det ikke sømmer sig for Skaberens væsensgodhed.

Man har så alligevel foretaget nogle boringer for at være på den sikre side. Grunden er hård som jern, og verden flytter sig ikke. – Alligevel er det naturligvis tryggere, hvis man sørger for sikre sig med nogle ordentlige livsforsikringer; og så er det jo samtidig skægt at tænke på, hvad man alt sammen kunne, hvis man havde alle de rare penge …