Lys og sandhed

 

Det er jo ikke sandt, at lyset afslører sandheden. Lyset er fuldt af bedrag. I lyset kan du skjule dig. Ordene afslører ingenting. De er mure. De lyser af hårdnakkede påstande. Træder frem og hævder sig. Insisterer stolt på deres virkelighed med betydelige fagter. Bryster sig af kontrasten til det, som slet ikke er. Lyset er fuldt af forvirring. Se mig! Se mig! Der er altid et sted for opmærksomheden at tage tilflugt for at gemme sig for sandheden. Lydene mætter sindet med mening, ord, der betyder noget, indhold. Men de er hule i ryggen. Vil dig ingenting. Er dig dybt meningsløse, betydningsløse. Men når ordene lyder, må stemmerne, som hvisker inde fra mørket, tie.

Lyset afslører, siger man. Og den, der har noget at skjule, søger mørket. Men det er løgn. Den, der har noget at skjule, kommer til dig med lys. Fuld af forklaringer. Lyset slynger om sig med påstande. Lyset spejler ordene, som vokser sygt og tomt bag de vågne øjne. Uvidende. Jeg kan ikke kende min elskede i lyset. I mørket kender jeg hende igen. I mørket og tavsheden smuldrer løgnen, og sandheden bryder igennem. Hvorfor tror du, vi frygter mørket som døden? Det er der, hvor ordene ikke er, fra mørket mellem linjerne, sandheden kommer dig i møde.

Hvem stoler på et ord. Hvornår var et ord et ord? Er smil altid et tegn på glæde og kærlighed? Hun vil vældig gerne sælge dig et slips, og bekymrer sig mindre om, hvorvidt du måtte hænge dig selv eller kvæle din kone i det … Lyset er fuldt af ting, der giver dig buler i panden. Skønheden, ømheden, hengivelsen skjuler sig i mørket bag tingene. Var verden virkelig en ting – som vi forsikrer hinanden om dagligt – måtte vi sætte os og bare græde; og det er der da også stadig flere, der gør.

Det allermest tydelige, det klareste og mest håndgribelige, det, som sanserne ikke et sekund tvivler om – hvad er det? Ved du ikke, at det, som lyset viser dig, er lutter vane? Du ser det, du plejer at se, og det, du ikke plejer at se, ser du slet ikke. Så din Sandhed, den som lyset afslører, som du siger, den Sandhed er kun en skødehund, som logrer og gør sig, så godt den overhovedet kan, tilregnelig.

Søg, og du skal finde. Sandheden, derimod, den grusomme herskerinde, som står klar bag dine tæpper mod mørket, til at piske dig til støv med sin tavshed og knuse dig til benmel med sit mørke, Hende bruger du et liv på at glemme og gemme dig for. Et blik fra hende, og alle dine løgne måtte smuldre af dig som forkullet og forstøvet kød, og du ville være nøgen ind til marv og ben.

Man forstår, hvorfor forkynderen af Lyset måtte blive populær. Lyset frelser. I lyset er du, sådan skal du dø, og sådan vil du opstå. Til dom, ganske vist, men hans dom, som er uendelig barmhjertighed. I lys skal du tilbede ham, lovsynge ham i evigheden – uforandret.

I tusind generationer søgte mennesket mørket for at møde sig selv og sin gud og blive i sandhed. Fulde af mørke gik de frem i verden, og deres ord var ikke om dit og dat, men liv. For hvad de lagde ud med deres hænder, randt af det mørke, de bar på. Og når mørket i dem grånede, søgte de igen derind, hvor lysets alt for hårde påstande om, hvordan det forholdt sig, kunne blødes op i mørkets esse og bankes af, så sandheden igen blev blød og medgørlig, som en kvinde, som kød.

Dengang frøs man ikke. Dengang stak man ikke sin brors øje ud med kolde, krystalklare ubetvivleligheder. Dengang spyttede man ikke af kærligheden, som er uigennemtrængelig som natten og uigennemskuelig som tyk røg. Man lå i mørket og drak sygdommen ind, til intet længere gav mening.

Og så kom hun, tog dig og rejste dig med sin kolde, lille hånd under din armhule og førte dig til sit leje, blind og halvkvalt, inde i osen af ulmende altre. Og der lærte hun dig det første og det sidste om din menneskelighed, at du ingenting er, og netop derfor er mægtig som en kæmpe, stolt og smuk som en stjerne. Den slags drenge og mænd måtte dø i denne verden af lys og atter lys. Ligesom også den slags unge piger og kvinder. Hvem ville tro dem over en dørtærskel?

Man ser det for sig, kameraholdet med deres uimodståelige projektører, på vej ind i det allerhelligste for at bringe sandheden for en dag – det har seerne krav på! I har så travlt med jeres lys. Han sagde jo selv … Men det var det, han gjorde …

Hvor tager I fejl, når I tror, at det, der ligner vand, er godt at drikke. Sandheden skjuler sig i mørket - dér venter Hun på dig! Shhh! Vær stille! Kan du høre hende hviske? Bliver du urolig nu, rastløs? Du flytter på dig, tænker på noget andet. Får pludselig lyst til at høre radio, gøre noget. Ud i lyset. Ud, for helvede!

Men så lad dog i det mindste være med at bedyre, at du søger sandheden. Du foretrækker løgnen, ligesom alle andre. Sådan er det. Vi er mennesker.

Lad være med at spille hellige med jeres lys. I bader jer selv og hinanden i lys, mæsker jer i det, lader det lyse, så jordkloden skinner selv på sin natteside. Og det vinder frem. De lysende pletter vokser som ondartede sår på den lille, runde krop. For jer er det sandheden. Jo mere lys, jo mere sandhed.

Lys er frihed og demokrati. Blinkende reklamer og fossende floder af billygter – det er alt sammen det, det hele handler om. Og dér i lyset står vi og peger ad hinanden. Se! Peger og råber. Og skulle en mand stå frem og vise sig nøgen ...

Så sandt det end måtte være, hvad han viste, sandt om hver enkelt af os, hver og en, betaler vi hellere med vores ene øje end bøjer os, og om det var det sidste vi gjorde, skulle vi nok få hans løgne pakket ned i halsen på ham igen. Han viste sig, fælt og ondskabsfuldt, og nu bøder han for det. Gud ske tak og lov, at det kom for en dag, hvem han virkelig var, og for, at vi ikke længere skal leve i utrygheden ved tanken om at have sådan en iblandt os!

Og så er han borte. Mørket sluger hans minde. Det grusomme mørke, fuldt af hadsk og hævntørstig sandhed, den tredje søn, som faren nægtede en plads ved bordet, smed for porten og skammede ud, for at opvarte sine fede eftersnakkende poder, som i deres hjerter kun længtes efter at dele arven.

Intet menneske kan se gud og leve. Måske. I hvert fald løber du risikoen for, at, aldrig så snart du har set gud i øjnene og inddrukket hans mørke, som knuser alle løgnene, står mængden der med rebet – og så kan du jo snakke med natten om din kærlighed, dinglende fra lygtepælen …

Men jeg forstår jo godt. Og måske er jeg for mistroisk over for mine medmennesker. Hvis nogen skulle slukke for lyset, forsvandt jo deres verden – det eneste, de kender. Hvilken angst er større? Hvem tør ønske det - hvem kan ønske det?

OK, så. Det er højlys dag. Og solen skinner. Fint. Kunne vi dog så i det mindste bygge mørket et hus, hvor det kunne bo, og vi kunne søge det. Et sted i vores hjerter, et sted i vores verden. Kunne vi blot lære vores børn, at de ikke skal skamme sig over at blive trukket ind i mørket af dets gyldne fangarme, at de ikke behøver frygte. At det at træde dér, på trods, af lutter kærlighed, er selve livet, som gør os til levende mennesker.

Nej, jeg ser det udmærket. Så ville ingenting måske længere kunne være det samme … og dog! En trodsig tanke i mig synes, det må kunne ske. Behøver vi da at vente på det sidste, store lys – og så håbe på noget af asken?