Katten og strudsen

 

Den store kat: God morgen, struds!

Strudsen: Hvad er det for noget sludder. Det er ikke morgen, det er jo den mørkeste nat!?

Den store kat: For mig at se er det morgen. Solen gløder lige over horisonten og savannen emmer – og jeg er sulten. Det siger mig, at det er morgen – og en dejlig morgen er det også.

Strudsen: Det kan meget vel være, at du føler dig hævet over os andre dyr her på savannen; du er "ædel", siger man, "mægtig" – i hvert fald er du frygtet. Men du burde virkelig ikke sådan håne og spotte os andre på den måde – adel forpligter, ved du; den sætning burde huskes noget oftere.

Den store kat: Hvordan mener du, jeg håner dig, kære struds?

Strudsen: Ikke bare mig, alle os almindelige dyr, der ikke er så højt på strå, men lever et almindeligt liv og arbejder for føden. Og du ved udmærket, hvad jeg mener, men spøger stadig med mig.

Den store kat: Nej, det ved mit skind jeg ikke gør. Sig mig det, så skal jeg lade være med at æde dig i dag.

Strudsen: Nuvel, så lad mig sige det højt imellem os, selvom det er noget pjat – men I "fornemme" har vel ikke bedre at fordrive tiden med: Du stirrer kendsgerningerne ind i ansigtet – og benægter dem! Og det gør du kun for at vise, at du er hævet over dem, hævet over os, alle os, som træller under de samme kendsgerninger og ikke har råd til hverken at drømme eller filosofere dem bort. Men du skulle skamme dig og i stedet lægge dig efter at arbejde, som det ganske almindelige dyr, du, når alt kommer til alt, er og bliver. Men det benægter du jo også. Den virkelighed, som du således håner, fordi du har råd til det, er vi andres grund under fødderne; den er, hvad vi har at holde os til, den er udgangspunktet for, at vi kan leve sammen og forstå hinanden … Men spot du bare, og pas dig selv; du bliver alligevel aldrig en af os!

Den store kat: Du er en klog struds, kan jeg høre, og tænker over tingene. Men jeg vil nu stadig sige god morgen, for dér komme næsehornet, og hun står aldrig op, før dagen er godt i gang, og der er kommet lidt varme i mudderpølen ...

Strudsen: Her er mørkt, det kan enhver jo se med sine egne øjne, og når det er mørkt, er det nat; eller vil du sige, at det undertiden er bælgmørkt om dagen ...?

Den store kat: Nej da; og jeg vil heller ikke benægte, at det, du ser, er mørke – for da du så mig komme, stak du dit hoved i jorden.

Strudsen: Hvilken jord? Jeg ved virkelig ikke, hvad du fabler om.

Den store kat: Den jord, som er for enden af din hals.

Strudsen: Sludder! Hoveder sidder partout for enden af halse, og halse slutter konsekvent, hvor hoveder begynder, med mindre man er dekapiteret. Ergo er det, der sidder for enden af min hals, mit hoved. Det er logik, men det er givet vis for jævnt for dig.

Den store kat: Slet ikke; det forstår jeg godt. God nat da, struds, og undskyld ulejligheden. (Går).

Strudsen: (Tager hovedet op af jorden, virrer med det, plirrer sandet ud af øjnene og får øje på en anden struds). God morgen, struds!

Den anden struds: God morgen, struds! Fint vejr …

Strudsen: Tja – man skulle bare have bedre tid til at nyde det, ja man skulle.

Den anden struds: Jeg har hørt, at en af de store katte lusker rundt her omkring ...

Strudsen: Ja, det ved jeg ikke – de er fæle og burde forbydes. Men jeg har ikke set nogen …