Drømmeprinsen

Sit spinkle legeme til trods var hun mærkeligt urokkelig. Måske var det derfor, han nærmest ikke gjorde modstand under puden, men bare lå og sitrede i musklerne, inden kroppen endelig gav slip.

Måske havde han modtaget døden med trodsig værdighed, rank og ubange; måske var han gået den i møde som sin befrier, det stolte menneskes afsked med en verden, hvor svig og usselhed var blevet dagens dyder. Hun havde altid elsket ham.

Hun havde elsket ensomheden i ham, for hun havde læst den som en tavs længsel, umulige drømme, som ingen vidste noget om, ædel smerte. Og han var kommet til at hade hende for det. Med en slags selvopretholdelsens lidenskab.

Hun ville ikke lade ham være, var evindeligt i færd med at skabe ham om i dette absurde billede, ædelhedens og ægthedens ideal, som hun tvangsmæssigt og helt umodereret benyttede enhver lejlighed til at proklamere og pådutte ham, hvem han virkelig var.

Også selvom hun ikke sagde det med så mange ord, var der i hendes blik altid denne umådelige og uudgrundelige tiltro til ham, at han vær særlig, udvalgt, en skæbne. Altid dette medvidende glimt, der sagde, at hun forstod, hvorfor han naturligvis måtte insistere på det modsatte, netop fordi han var ekstraordinær. Havde han været ekstravagant og krukket, havde hun uden tvivl også fundet bekræftelse i det.

Hun elskede ham vitterlig blindt. En kærlighed, som vakte hans ringeagt, til tider afsky. Alligevel havde han måttet sande, at han ikke kunne skuffe hende, slet ikke forlade hende.

Noget dybt i hans kerne ønskede jo at tro hende, drak hendes grænseløse tillids gift i dybe drag – alt imens hans bevidste jeg, som kendte sandheden, vred og krympede sig under hendes kærtegn og helst ville stå lidt på afstand af det hele sammen med resten af verden og bare le.

Men hans fornuftige selv kunne ikke nå den anden part, hverken med argumenter eller med sin viljesskalpel; og han mærkede med lige dele fortvivlet undren og rædsel, at det var den forkerte del, der for hver dag tog på i vægt, alt som den pattede fed næring i sig ved hendes vulgære drømmebarm i lykkelig uvidenhed og ubekymrethed.

Så han havde sat en sidste, afgørende kamp ind for at redde dem begge. Han måtte ikke ende derinde, hvor han vidste, at man altid lever på lånt tid, og hvorfra man med usvigelig sikkerhed før eller siden må vende tilbage til ydmygelsen og skammen, når realiteterne melder sig med tilstrækkelig styrke. Som når børn stikker af hjemmefra med 8,25 og seks guldkarameller på lommen og beslutter sig for fra nu af at bo i en grøftekant under et væltet træ.

Han måtte handle – også for hendes skyld. Og han kom frem til, at han var nødt til at knække hende; som en lussing, få hende til at ”snap out of it”. Hvor meget det end var ham imod.

Så han begyndte en systematisk desillusionering. Gjorde alt, han kunne komme i tanke om, som enten måtte såre hende eller vække hendes had og afsky. Først og fremmest behandlede han hende med pertentlig ufølsomhed.

I begyndelsen havde han fundet det svært, men det blev lettere med tiden. Han talte til hende som til en hund, gik uden et ord, blev væk i dage for så at komme hjem sent om natten med en flok vildt fremmede og indtage hendes lejlighed; og mange andre lignende kolde uforskammetheder. Og det virkede i længden.

Hun blev mere og mere tavs og ydmyg. Bøjede ind i sig selv og blev mørk. Var hun ikke knækket, var hun i hvert fald kuet: hun havde været nødt til at indrømme lidelsens realitet, kunne ikke længere drømme sig ud af den eller bortforklare den med et af sine evindelige eventyr. Måske for første gang i sit liv.

Og da tiden var inde, vendte han så tilbage, sådan da, helt som før kunne det jo ikke blive.  Han tog hende til sig, men denne gang med tøjlerne i sine hænder for således at styre hende i en mere, også for hende selv acceptabel retning. Han havde måske reddet hende liv, en dag ville hun forstå.

Og hun tog da også imod ham med taknemmelighed, selvom hun aldring forstod, hvad der var sket. Hun tænkte længe, at hun måtte have gjort noget, som havde såret ham meget dybt, for at fremkalde denne grusomhed, men var efterhånden holdt op med at søge en forklaring.

Nu var han så sig selv igen – dog, det var han slet ikke. Og hun var det ikke. Presset fra hans voldsomme kulde havde knuget livet i hende sammen til en kantet sten, der nu bare lå og blev kold midt i maven.

Men hvad så nu? Hvad forventede han af hende? Hvordan skulle hun udfylde et rum i den her verden, når hun ikke længere havde nogen fylde. Og hvorfor?

Han var tilfreds. Tog hende meget mere ud nu, til fester, venner, familien; før var hun simpelt hen alt for tit blevet pinlig, især hvis hun blev beruset, overkærlig og skamløs, hængende om hans hals med skamros og våde kys. Men ikke mere. Smuk var hun jo, og han var faktisk blevet helt stolt af hende. Han fortalte folk om deres planer, og hun smilede.

Sådan gik nogen tid.

Så en dag havde hun set ind i hans øjne og forstået, at nu var han der næsten, ved sit mål. Og så var det, hun havde kvalt ham.