Hvad fanden er det? Nej, for fanden da! Er det ikke hende
nede fra det røde hus før Arne og Else? Hvad laver hun? Nej, for ... Er hun gået
fuldstændig ... Hun er sgu blevet gak, du! Men børnene. Er der ikke nogen ...
Ring efter politiet! Der må være nogen, der kan komme og få hende væk … Er
det Henning og Dortes bil, hun er kravlet op på?
Snart vil hun være væk, og alt vil atter være som før.
Men endnu står hun der. Det er en grå og lummer sommeraften. Hun står i
luften, hævet over andres blikke, i et gyldent lys, svævende. Hun elsker sig
selv, som var hun sig selv fremmed. Som var hun en anden, den elskede, endelig
fundet, uden skam. Lader hænderne løbe, sukkende og sagte syngende, stille
sange med ord, hun ikke ved hvor kommer fra.
Hun har grædt og grædt og været så alene. I dage og
uger og år, sådan føles det. Så alene og så fuld af sorg over mørket
omkring sig, og fuld af lyst. Hvorfor må det være sådan? har hun spurgt. Må
det virkelig være sådan? Har alting ikke engang været anderledes?
Han havde begæret hende hemmeligt, lige siden han så
hende første gang – og afskyet og bagtalt hende i al offentlighed, lige så længe
han kunne huske. Det ærgrede ham, men hun blev ved med at vende tilbage og
plage ham i hans drømme, dag og nat. Han kunne vågne midt om natten med en næsten
smertelig rejsning, og når han så kom tilstrækkelig til bevidsthed til at
kunne huske, opdagede han, at det igen var hende, der havde spøgt; gerne i
nogle bizarre forløb, som han ellers ville have forsvoret kunne være noget
som helst andet end afskyelige, og da slet ikke erotiske.
På sit arbejde kunne han tage sig i at sidde og fantasere
om hende; en fantasi, der hver gang startede med, at hun simpelt hen kom og
hentede ham, ved middagsbordet, foran kone og børn, kom ind og tog ham ved hånden
og trak af med ham … Når han så hende i virkeligheden, syntes han altid, hun
så selvhøjtidelig ud, og der er ikke noget værre end selvhøjtidelighed.
Men der kan man altså bare se … Fra nu af ville hendes
indelukkede og utilnærmelige skønhed da i hvert fald ikke længere ligefrem
indgyde respekt, og hun ville næppe længere være omgærdet med denne
irriterende mystik, som så længe havde tryllebundet ham.
Hun var virkelig bare en sindssyg kælling, og det var
egentlig en lettelse ... Og nu han endelig fik lejlighed til at se hende, sådan
i fuld figur, så hun faktisk heller ikke en gang godt ud, syntes han. Hendes
krop var mærket, hærdet af et mærkeligt liv, som guderne måtte vide hvad
havde budt hende.
Hun er jo syg. Og foran børnene! Den måde, hun
stirrer på dem. Som om det var dem, hun ville … forføre ... Kommer de ikke
snart og henter hende, det var da mindst et kvarter siden, de havde ringet …
Der var en sang, som af sig selv tog form i hende og flød
ud over hendes læber. Mens hun gik og græd, var den kommet til hende, ligesom
enden af en lang, gylden tråd, og nu blev den bare ved. Den handlede om hende
selv, og den var fuld af lys. Hun mærkede, at hun selv blev fuld af det lys, da
hun først gav efter for ordene og tonerne og lod sangen synge sig i sig.
Og så havde hun været nødt til at gøre ting, sære
ting, som hun skammede sig over. Men det var bare, ligesom skammen, som
tidligere altid havde været en mægtig magt i hende, der kunne knuse hende på
stedet og få hende til at gå fuldstændig i stå og næsten miste
bevidstheden, nu selv var blevet knust, var druknet i lyset og den nye kraft.
Så da hun havde mærket, at hun ikke længere kunne have tøj
på, havde hun ikke en gang tøvet, men var bare standset og have klædt sig af
og lagt tøjet under en busk. Hun måtte ikke skjule lyset i sig.
Og så måtte hun finde et sted, hvor hun kunne ses. Da hun så børnene, vidste hun, at her måtte hun være – men
hvor længe mon?
Hun kravlede op på en parkeret bils bagsmæk, og så stod hun dér og lyste og sang. Børnene
havde nok registreret hende, men af en eller anden grund havde der ikke været
nogen fnisen eller pegen. De var tilsyneladende mere optagede af drengens hund,
og det gjorde hende glad og fuld af håb for dem.
Det var noget andet med skyggerne bag vinduerne, hvis kolde
øjne spyttede efter hende fra mørket. Hun kunne mærke, at selvom det måtte være
sådan, kunne hun ikke lade være med at have medlidenhed med dem, disse
ulykkelige, som snart ikke længere ville være … For hun vidste, at hendes
sang blev stærkere og stærkere, og lyset blev stærkere og blev en ild, og at
ilden ville fænge og lutre verden, og så ville kun det, der selv var af ild
eller var prøvet i ild, bestå, og alt det andet blive til aske.
Dér står hun så altså nu. Den lysende kvinde i byens midte. Snart er
hun væk, og alt vil atter være som før. Som før det store mørke. Og det vil
spire og gro af asken.