Som mørket lukkede sig over ham, og han mærkede livet
sive ud og så det samles i en mørk pøl under sin kind, så han ud ad øjenkrogen
noget, ligesom en gylden vogn på vej bort over marken. Han smilede. Dér var
hun, og ingenting havde været forgæves. Så lukkede døden sin mund om ham og
sank.
Da han vågnede, var himlen rød som en blussende jomfru,
og alting var tindrende nyt. Han elskede disse morgener, fordi han næsten
aldrig følte sig ensom i dem, selvom han var alene. Alt det levende derude
ventede på hans hænder og hans opmærksomhed, og han ville ikke svigte det for
sit liv.
Ovenfra ligner sådan en mark et gyldent hav. Bløde bølger
af lys og skygger løber i lange strøg, flakker pludselig på tværs under en
kastevind eller en hvirvel og bløder så atter ud og løber i længden.
Han var gået ud for at se, hvordan kornet stod. Gik i
tanker og lod aksenes stag glide gennem håndfladerne, så kornet bøjede og
vuggede tungt tilbage bag ham.
Hun lå på ryggen og lod ham kærtegne sit skød, stryge de bløde hår med
fingrene. Han plukkede et aks og betragtede det professionelt, kneb et korn ud
og bed det over for at bedømme vandprocenten – og for at holde sig selv lidt
fast. Det nyttede jo ikke.
Hun var så nær – og hun var så uendeligt fjern. Hans længsel
var så stærk, at det gjorde ondt, og hun legede med ham. Eller måske længtes
også hun? Måske søgte de begge den samme dør, den samme åbning i muren
mellem dem, så de kunne være sammen? Eller ventede hun? På ham. På, at han
skulle forstå, virkelig forstå – for det gjorde han jo ikke, det vidste han
udmærket.
Han ville løbe. Han ville krybe gennem krattet. Han ville
række ud, råbe og søge, gennem natten, gennem skoven, over alt – når bare
han vidste, at hun ventede ham dér, et sted. Men det vidste han ikke.
Hun var lige her, så ham, nød ham, drog ham. Og hun var
her ikke, slet, slet ikke.
Han lå på ryggen i kornet og græd stille op i
sommerhimlen. Hans skød var varmt og hårdt, og uden at vide rigtig af, hvad
han gjorde, vendte han sig, omtåget, fortumlet, famlende med hænderne, fik
formet et hul med to fingre i den bløde, sorte jord mellem stænglerne, åbnede
sig og gled ned i det, åndeløs og rød af ophidselse.
Skam og begær kæmpede en kort, ulige kamp, indtil han
endelig forløstes i det fedtede hul – så tog skammen over og slog til.
Han skyndte sig at lyne op, rejste sig, stadig svimmel, så
sig nærsynet om og travede hjemad, som en, der pludselig har fået travlt.
Han var vred længe. Følte sig ydmyget, udstillet. Vred på
sig selv, men også på … Hende. Var det ikke alt sammen bare hans overspændte,
overophedede ungkarlefantasi, et udslag af hans ulyksalige eremittilværelse,
barnligt, pinligt, nedværdigende. Det skulle være
slut nu.
Men det var det ikke. Hver gang han så ud over marken
derefter, og hans øjne fangede dét sted, blev han varm og trang for brystet.
Han rystede det af sig, men blev hver gang trukket tilbage i det, træskt og stædigt,
som af en dreven fisker med snøre og hjul.
Skammen og væmmelsen måtte han igennem hver gang
derefter, forbandelserne og løfterne til sig selv om værdighed. Men lige meget
hjalp det. Atter og atter drog hun ham til sig, slugte ham – og efterlod ham
tilintetgjort.
Og så endelig en dag gav han op. Han gik i marken, led og
spekulerede. Så mærkede han, hvordan noget knækkede i ham. Snap! Tovenden med
ham selv i den anden ende forsvandt ned i et bundløst mørke og lod ham hul
tilbage ved kanten. Hvad kunne han gøre andet end at trække på skuldrene og
komme videre med sit arbejde?
En lyd inde på gårdspladsen fangede hans opmærksomhed. En lastbil, en
kreaturvogn. Han gik tilbage for at tage imod chaufføren. Han havde ikke
bestilt noget, det måtte være en misforståelse.
Hun var hverken ung eller gammel, skøn i sin modenhed. Høj,
slank og rank. Hun kom hen til ham, hvor han stod, naglet til jorden. Hun kunne
vist godt se hans tilstand, der var noget medvidende i hendes smil. Måske havde
hun overrasket et par andre af bønderne herude i dag ved sin slående ulighed
med Karl ’Post’, som plejede at køre …
De stod et øjeblik tavse over for hinanden. Så tog hun
ham ved albuen med et kom! og førte ham rundt om lastbilen, hvor hun, uden
videre, ledte ham op ad den sænkede rampe og ind i mørket og den velkendte sødme
af halm og møg.
Han missede og prøvede at samle sig, men så sank hans sjæl
igen i og måtte snappe efter vejret, idet hun lagde et reb om halsen på ham og
trak ham ned på knæ.
”Jeg er kommet for at lade dig elske mig,” sagde hun.
”Jeg kører fra gård til gård og byder mig til, og nu er det din tur.”
Hans tunge var tør som pap. Alt ramlede i ham, ingenting gav mening. Han løftede
hovedet og fik i andet forsøg hvisket et hørligt ”tak”.
Hun var synligt tilfreds. Stod en tid og bare holdt hans øjne
i sine og betragtede ham. Billeder, tanker, drømme for gennem ham, så det
susede for hans ører. Noget i ham skreg. Hun skrævede over ham og satte sig
ned. Stadig
holdt hun hans blik i sit, og hendes ansigt blev til en sol for hans øjne.
Endelig eksploderede hans bevidsthed i en bølge af skærende lys – og alt var
atter stille. Han steg langsomt op mod overfladen.
Da han kom tilstrækkelig til bevidsthed, kunne han mærke,
at der var noget galt. Faldet tilbage vilde ikke standse. Fra de lysende tinder
blev han ved at synke, forbi og bort under sit normale leje. Hans kræfter løb
ud af ham.
Rebet strammedes om hans hals, og han forstod, at han blev
slæbt gennem halmen. Et smerteligt bump lod ham vide, at han var blevet dumpet
ud over kanten. Men han lå ikke i gruset. Han lå i kornet. Duften dulmede hans
angst, og han magtede lige netop at åbne sine øjne og misse mod lyset.
Som mørket lukkede sig over ham, og han mærkede livet sive ud af sig og
så det samles i en mørk pøl under sin kind, så han ud ad øjenkrogen noget,
ligesom en gylden vogn på vej bort over marken. Han smilede. Dér var hun, og
ingenting havde været forgæves. Så lukkede døden sin mund om ham og sank.