« op
Stofskifte
Verden er tung af bayerske pølser.
Min mave er dækket af sne.
Naturen har selv budt på kødmad og øl, så
hvem kunne vel klandres for det.
Nu blunder min længsel og bladrer i lykken.
Min glæde er bøvsende mæt.
Derude i sneen står intet i skyggen,
for solen er gammel og træt.
Som nætterne kommer, når dagene kalder,
står søvnen og døden på spring,
når levende længsler når skelsår og
alder,
og drømme forvandles til ting.
*
Min mave er dækket af dryppende driver;
isskruerne slipper min sult.
Det løber af tagene, sjasker og siver,
og uroens bæger står fuldt.
Så må jeg da springe og gribe mod fugle
og tegne mit ansigt i sand
og atter en gang male stjernerne gule
og digte en sandhed i vand.
Og atter en gang må jeg prøve, om ilden
nu virkelig brænder så slemt,
og tro, at det nytter med måtten og villen
og husken, hvad verden har glemt.
*
Som træerne grønnes, og blomsterne svulmer,
og pigerne hviner af fryd,
og drengene tier med hænder der ulmer,
spændt ud mellem bøj dig! og byd!
Er tiden som honning, en smeltende sødme,
og døden en lattermild ven.
Hvem spørger, om æblet gør ret i at rødme,
når elskende giver sig hen?
Når alt, hvad jeg møder, forbindes i
styrke,
og øjet forblindes af liv,
da ser jeg i verden en gud, jeg må dyrke,
hvis eneste lov lyder: Giv!
*
Med dagene gulnes de skælvende blade,
som skjuler den fyldige frugt.
Så høster min glæde og samler i lade
og kalder det korte liv smukt.
Når stormene kommer, og træerne renser sig,
finder jeg kødmaden frem.
Forledt til at tro på, at vindene ænser
mig,
dækker jeg bordet til fem.
Så tager vi fra af de kødtunge retter
og lader os dække af sne.
Jeg synker i sløvhed og tindrende nætter
vel vidende, hvad der skal ske.