Digte 2006-2007

Forårslængsel

Tvivl og tro

 

Tvivl på det, der tros og tilbedes,

det, der tænkes og tillades.

Betvivl begivenhedernes gang,

deres baggrund og betydning.

Mistvivl om de mægtiges magt,

om deres mening om muligt og umuligt.

Så tvivl om sandheden og det sikre,

statistikken og det sunde.

Rejs tvivl om ret og rimeligt,

om rigtigheden af det, de roser.

Drag det i tvivl, som kommer for en dag

– dommene om dumt og dygtigt.

Vær tvivlende om virkeligheden

– deres vigtigt og deres vanvittigt.

Stil dig tvivlende an over for deres succeser og fremskridt.

Lad din tvivl undergrave det underforståede, det uomtvistelige.

Lad tvivlen omstyrte deres overvurderede underværker,

udstille deres undervurderede overgreb.

Vær tro mod din tvivl.

 

Og hæng så din hammer hen,

                      hyld dig i herlighed, og husk.

Kast dig hovedkulds i kløerne

på den kærlighed, der kløver kulden.

Lær – lad din lyst og længsel lede.

Giv dig og alt til det gode,

som gennemstrømmer dig og alt.

Gro – og glem en tid det gamle ord,

at ingen gren går ind i himlen.

Elsk en blindt –

                      ej, og lad dig eje.

Tro.

 

Fordringsfulde fugle

De forlanger deres del –

forlanger den af ham.

Forlanger!

Fuglene omkring båden.

Han får ikke fred,

før de har hans indvolde.

Fiskenes.

Frygten for at lande

De store vinger sabler tungt

i skumringstimens dis,

slår cirkler om et enkelt punkt

og snitter alt til flis.

Trancherer dagens trætte krop,

og lader solen bløde;

tusmørketæppet trækkes op

som dække for det røde.

De store vinger sabler vildt

i aftenluftens mildhed

og ligner rent og uforstilt

den huggende, hungrende stilhed,

Som skærer af mig, bid for bid,

de stræbende, tiggende grene

og lader stammen stå en tid

helt skrællet og alene.

Hvorfor en mølles gang i dis

med sabel-cirkel-sangen

slår af mig som en tåreflis

og åbner mig på vrangen,

Det har jeg ingen løsning på,

må nøjes med at sande:

Når mine øjne vinger så,

skar frygten for at lande …

Varsel

Et slag af en vinge i luften

En blyfront, der hober sig op

En syngende klinge og duften

af en sønderdelt, dampende krop.

Et råsejl, der smækker i blæsten.

En kvinde, der pejler sin grund.

En spinkel hånd rækker dig resten

af et æble – men tøver en stund.

Faret vild

 

Jeg er vist …

faret vild;

der var en port …

jeg ved, det var den vej, men …

nu har jeg lissom …

mistet

                      orienteringen?

 

Denne bydel …

så gyselig lys,

så grel og ugæstfri som …

et indkøbscenter;

hvem var det …

jeg skulle

møde?

 

Dette øresønderrivende …

                      dette dumpt mumlende,

stadigt smaskende menneskehav;

                      denne masse af glat latter;

man padler og sjasker med årene …

                      til hvilken verdens nytte …?

 

Jeg er vist faret vild;

det var den port, men …

jeg har mistet orienteringen.

 

Var der ikke …

som en tanke i mine skridt;

som en trækken i dagene;

var der ikke en vag tæthed i det flygtige,

der tegnede retning og lovede støtte

for mine famlende

fødder …

 

var der ikke en til-sig-vinkende

skikkelse i det tågehvide,

en pil i uvidenhedens virkelighed;

var der ikke et digt

uden en eneste tavs

sandhed

om mig?

 

Man kan afveje sine afveje,

overveje sine omveje.

Man kan ville sine vildveje eller ej.

 

Jeg må gå.

Vinden og jeg

Farten presser rummet fladt

foran på mine vinger.

Vi er salte og store og hvileløse

og vidtomflakkende,

vinden og jeg.

Salte og uudsigelige,

stride og vidtomstrejfende.

Faldet presser tiden flad

under mine tanker.

Der er kun et øjeblik,

til vi sætter vores vilje igennem,

vinden og jeg.

Hvor vinden fører tiden hen,

ved intet dødeligt menneske.

Digtet, du er

Fat dit omfang, find din grænse,

Ræk udover dig,

Og favn selvets dæmrende mere,

Driv din stædige tilfredshed over broen,

Indtag den drypvise vished om digtet, du er,

Giv bægeret rundt – her er rigelig tørst –

Hæld liv på de dykkende spirer,

Elsk.

Du har vejr nok til en fuld cirkel.

Der er mere

 

Han tænker:

Hvad skal der blive af mig?

og siger: Hvad skal vi have til aftensmad?

Han tænker: Hvad er der snart tilbage?

Hun siger: Svinekam og stuvet hvidkål.

Hun mærker hans tomhed og tænker:

Så gør dog noget! og siger:

Gør det noget?

Han siger: Nej og tænker:

Der er ikke noget at gøre.

Hun rækker ham en tallerken

fuld af opgivet glæde og siger:

Der er mere derude.

 

Uden titel

Jeg

jeg er fyldt til bristepunktet

med alt

med alt for

med alt for lidt, alt for lidt

Jeg flyder

jeg flyder over

af alt

af alt for

af alt for lidt, alt for lidt

Se mig

se mig finde vej ind i krattet

ind i krattet med alt

med alt for

alt for tomme øjne

Mærk mig

mærk mig mærke mig frem

ad stadig snævrere stier

Jeg

jeg har givet slip på

jeg har sluppet den hånd

som drog mig

som drog mig varm

mod en hviskende himmel

Jeg

jeg cirkler

om et stammet pronomen

og gør tøjrtovet

stadig kortere.

Jazz-ass

Jazz-ass

tung røv og runkne tanker

tæt tid strikt timing

hidsig i sig slappende takter

talløse tællerier

synkoper snørklerier

troper og tonal-aporier

utilnærmelige

utilgængelige

larmende trolde i matematikkens glashaller.

Vågenat

 

I nat kan ingen gøre, som de plejer.

 

Var jeg ham, som hører natten,

som har øre for hendes kradsen,

mærker hendes knaster og årer

i de dråbetunge timer …

Ikke en, som bare haster gennem røret

for at nå den blege himmels hvide dække.

 

Hvad jeg søger dér i graven – ?

Hvorfor kaste mig til jorden – ?

Tro mig, alt er salt og ild

og venlighed i faldende kvanter,

når kun tonerne af dine kalds tangenter

fylder natten med et frodigt vemods sange.

 

Møde med en mand, som ikke er

 

Hans læber lirer oprigtigheder,

han lægger ansigtet an til troværdighed,

er en tro kopi af tilforladelighed –

men er ikke.

Ikke bare ikke, hvad han synes –

væsen-løs, væsen-ulig, uvæsenlig …

Han er ikke.

 

Avlet og båret i bedrag,

fedet med fravær, opflasket med tomhed;

sporer og spark af savnets eksercer-rytter

drev ham indad i upåvirkelighedens fæstning.

Abortiv – aldrig vågnet, kvalt i sine avner.

Kulden om ham er klodestor og dyb,

tyngdefeltet som en død stjerne:

alt liv knækker på soklen og vælter indad

i hans øjnes absolutte nulpunktssug.

Intet talt er ikke usandt.

Han er ikke.

 

Navnet på det pludselige mørke er frygtens,

på den abrupte afkøling af universet er frygtens.

Foran ham forgår menneskets værdighed.

Al venlighed bliver en hån,

den mindste åbning et fatalt misgreb,

og han er uden skyld.

For han er ikke.

 

Verdens synd bærer han på sine smuldrende skuldre,

 

Skrupelløs som en alligator,

ryggesløs som et reptil.

 

Jeg har mødt en mand, der lyver.

Han er uden skyld – skyldløs som en sikkerhedsnål.

Han er skyldig til døden.

Hvide askeflager af en brændende verden

flakker op, løftet af en luftning,

og er væk

med hans minde.

Hvem?

Moder Død

 

Den smerteligt lykkelige,

forrykte og faretruende fryd,

vi føler ved at fylde os med fed mad,

med smøger, med stoffer, med sprut –

den gamle, den glemte,

den tættilgroede kærlighed

til hende, som brød mørket

og gav sit liv til den første

tommelgumlende tumling:

Den uformelige,

famlende, fosterfedtfedtede Udmuul …

Hun, som vi helst ikke nævner,

den kridhvide, kølige Moder Død.

 

Hun har os,

og vi bærer os stadig lige latterligt ad,

blinde, babbende mod et blottet bryst …

Tidlig kærlighed fortæres ikke af tiden –

hun bor og ler i vores støv,

som får os til at sprælle

som lumpent lydige, leddeløse, kødbeklædte knoglestativer,

spjætte og spænde ben for vores egen opstyltede

benignhed.

 

Mammamamma –

brystet ligger til læberne,

lysten allerede lagt an

og parat i de stille

sitrende muskler

omkring de bløde, røde hudfolder,

som forvolder verden.

Vag og våd ved hendes pat

satte vi skæl mellem dag og nat

med venstre hånd –

den højre arbejder utrætteligt

med mælkekirtlerne.

 

Vær kun ikke bange!

Din mor er hos dig.

 

Ord i orden

Jeg elsker rummets koordinater,

springet mellem tingene.

Jeg elsker tidens lim,

hukommelsen, som binder det alt sammen sammen,

det hidtidige til det herværende

til det snarlige og helt sikkert usikre.

Jeg elsker den stiplede sanseerkendelse,

stadig afbrudt af uvidenhedens ikkeværen,

det hemmelighedsfulde på-en-gang-her-og-dér,

som det tavse sprog træder hen over

uden at tilbagelægge nogen distance,

uden at bruge af den kostbare tid, som ingenting er,

der løber i overflod og gennembløder alt, hvad vi gør.

Jeg elsker, at jeg er her,

og at du er dér.

Magt og indflydelse

 

Jeg vil have magt.

For enhver pris

vil jeg ikke have magt,

men for hver en krone

på mit funklende hoved.

 

Jeg vil have indflydelse.

Over hvad som helst

vil jeg ikke have indflydelse,

men i hver celle,

som flyder af min næring.

 

Man skal se,

at jeg har været her.

Og kan man det ikke mere,

kysser jeg min elskede og ler.