| Artiklerne i denne sektion er - på nær artiklen om
Dantes Komedie - oprindelig skrevet
til tidsskriftet Faklen, som jeg
var med til at udgive fra start (sept. 1996) til slut (sept.
2001). De er altså tænkt som bidrag til den humanistiske
modoffensiv mod tidens totalitære og intolerante tendenser, som fra først til sidst var Faklens
motivation og sigte - og som desværre ikke er blevet mindre tiltrængt
siden. Tværtimod.
Når artiklen om Tolerance fra 1996
åbner med antagelsen: "Ingen
vil vel lade sig titulere intolerant uden sværdslag," kan det i dag
virke nærmest naivt. - Det er netop blevet politisk korrekt
åbent at erklære sig intolerant - når bare intolerancen eksklusivt
gælder de alment accepterede "forkerte".
Den politiske dobbeltmoral, som
knægter menneskers frihed og skaber lidelse under dække af
forblommede vendinger om "deres eget bedste" trives i dag
i bedste velgående. Artiklen om den såkaldte afkriminalisering
af prostitution er stadig aktuel. Dansk
dobbeltmoral
er tillige et tilbagevendende tema i artiklerne om hhv. Luther
og Grundtvig, som
på hver deres måde har spillet og fortsat spiller en afgørende
rolle i dansk kultur og selvforståelse, f.eks. i forhold til
grundloven. - Men uden at nogen rigtig ønsker at tale om, hvad det er for menneske- og
samfundssyn, de hver især repræsenterer. "Pas
på politiet" og "Et
yndigt land" handler på hver deres måde om
retssikkerhedens afvikling i det danske samfund til fordel for den
politisk mere salgbare "retsfølelse". Og om den
totalitarisme og fascisme, der næsten umærkeligt sniger sig ind i
samfundsdebatten og -indretningen, når de basale retsprincippers
værn imod denne erosion udhules og undergraves. Artiklen
om psykiatrien i Danmark
konfronterer os med vores måde at håndtere anderledeshed på. Den
impulsive reaktion over for det fremmedartede er måske segregation,
udstødelse, afvisning - men vi har ikke råd til at følge
impulsen, hvis vi ønsker at kalde os et humant og civiliseret
samfund ... Desuden risikerer vi at miste os selv i processen
... Artiklen om Dantes
Komeide stikker umiddelbart ud. Den er ikke skrevet til
Faklen, men i forbindelse med mit teologistudium, og den har ingen
umiddelbar samfundskritisk relevans. - Og dog: måske netop ved at
henvise til et kunstværk af en sådan substans og dybde, at man
uvægerlig mærker vor tids relative kulturelle armod. Mit
speciale fra teologi handler, som titlen siger, om "Guds
virkelighed" i lyset af den moderne religionskritiks fader,
Ludwig Feuerbachs hovedværk: Das Wesen des Christentums. Jeg
fandt det spændende, at "Gud" og
"Virkeligheden" synes at dele skæbne, for så vidt de
begge har lagt ryg til kritik af deres "virkelighed" ... |
