- lyrik og samfundskritik for menneskets værdighed

Så fast han holder hendes hår

og peger mod den kolde jord:

et mimet minde om det ord,

at alting, nok så skønt, forgår

som blomsterflor.

Hun står, purung og perlehvid,

med hænderne rakt frem i bøn,

vel for at skånes for sin løn ...?

Og dog ... det billed mangler tid

og farven grøn!

Så blid! ... Er hendes frygt mon skrømt?

Hvem af de to er nu i bånd?

Hvad skjuler hun dér i sin hånd?

Er det et korn, hun knuger ømt?

Har kødet ånd?